Stendiger

I forbindelse med Slots- og Kulturstyrelsens projekt om opdatering af registeret over beskyttede sten- og jorddiger 2022-2024, er jeg ansvarlig for et pilotprojekt om registrering af hidtil uregistrerede stendiger.

Det landsdækkende projekt om en forbedret digeregistrering tager udgangspunkt i allerede kendte diger. Metoden fanger ikke de beskyttede stendiger, som ikke er kendte i dag. Fysisk besigtigelse er ofte nødvendigt for at afklare, om der er tale om et stendige. Det er imidlertid ikke realistisk at besigtige hele landet. Derfor er det nødvendigt at udvikle en metode, som kan mindske behovet for besigtigelser og samtidig sikre, at så mange stendiger som muligt bliver fundet og indtegnet i digeregistreringen.

Pilotprojektet skal resultere i en plan for at kortlægge de uregistrerede stendiger i hele landet.

Historiske Kort

SDFI lancerede i november 2021 deres nye portal til søgning i deres arkiv over historiske kort. På sigt skal portalen afløse Geodatastyrelsens Historiske Kort På Nettet.

Den nye portal bygger på den database jeg var med til at udvikle i min hos Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering. På portalen er langt flere kort tilgængelige end på den gamle portal, og søgemulighederne er blevet langt bedre.

Portalen findes på adressen https://historiskekort.dk/

Foruden selve portalen er de historiske kort tilgængelige via et API

Geodatastyrelsen

Fra april 2015 er jeg ansat i Geodatastyrelsens arkivenhed. Arbejdet omfatter især digitalisering af arkivalsk/historisk materiale, udbudsforretning og nyorganisering af Geodatastyrelsens digitale arkiv. Herunder

  • Digitalisering af ældre grønlandske flyfoto. Skanning af GST’s samling af ca. 10.000 negativer fra 1930’erne. Billederne blev optaget i forbindelse 3-årsekspeditionen i 1931-34 ledet af Lauge Koch, Østgrønlandsekspeditionen i 1932 og den 7. Thuleekspedition i 1932-33 under ledelse af Knud Rasmussen.
  • Digitalisering af ældre matrikulære sager fra perioden 1906-49. Papirarkiv på ca. 800 hyldemeter der bruges i GST’s sagsbehandling og af landinspektører. Yngre sager er digitaliseret i de såkaldte MAMA-projekter.

Historisk geografisk time-lapse

I 2010 lavede jeg denne lille animation over Christianshavns historie.

Animationen er baseret på ejerlavsdata genereret i DigDag-projektet hvor jeg var ansat 2009-2012. Plus lidt orto-grafik fra Google.

Animationen blev til en template for to andre time-lapse animationer, som blev produceret i samarbejde med Ph.D. Peder Dam.

Motorvej over Egholm

Nej tak. Jeg elsker Egholm, og tror ikke at en motorvej vest om Aalborg løser nogen trafikale problemer. Så vær så venlig ikke at spolere den smukke Limfjordsø. Min holdning deler jeg med mange i det nordjyske – desværre er ret få af dem politikere.

En af de organisationer der kæmper imod motorvejen er Fremtidens Aalborg, som jeg lavede et lille illustrations-kort til. Og de var så flinke at kreditere mig for det.

 

Ferie

Holder vinderferie. Bl.a. på besøg hos brormand og familie i Sykkelven, Norge.panorama1Det var egentlig meningen vi skulle have haft brædder på fødderne, men pga. ingen sne og forårstemperaturer blev det vandrestøvler i stedet.

Slankekur

2014 har indtil videre været et rigtig godt år for mig, på trods af en lettere sporadisk beskæftigelsessituation.

Først og fremmest har jeg nemlig brugt 2014 på at komme af med nogle kilo fedt der var kommet i overskud. Nærmere bestemt oppebar jeg en kampvægt på ca 110 kg da det så værst ud, og nu er jeg så nede under 70 kg.

Det er der naturligvis nogle der har bemærket, og nogen har endda spurgt efter hvordan det kunne lade sig gøre. Nu er jeg jo ikke typen der almindeligvis går rundt og praler, men det har faktisk været overraskende nemt for mig, så spørgsmålene er blevet besvaret lidt henkastet med kommentarer som “man skal bare spjætte lidt med benene og holde sig fra kartofler”. Virkeligheden er dog en anelse mere nuanceret, og denne post er skrevet, så jeg har noget at henvise til, næste gang jeg får spørgsmålet.

Enhver succesfuld slankekur består af 3 dele: motion, kost og vilje.

Motion er hurtigt beskrevet. I Harald Nyborg indkøbte jeg den billigste motionscykel og et par håndvægte. Den slags kan erhverves for et beløb svarende til nogle få måneders medlemsskab i et fitnesscenter. I de fleste måneder har jeg så motioneret 20-40 minutter dagligt. De seneste måneder er jeg dog blevet lidt mere doven, så det bliver kun til ca 3 dage om ugen. Det vigtigste er egentlig at man får pulsen op nogle gange om ugen.

2014-08-18 18.34.57

Kost er lidt mere kompliceret. Jeg ved ikke hvad min diæt hedder, bortset fra at det er i kategorien “low-carb”. Det vigtige er at andelen af kulhydrater er lav. Så jeg holder mig fra brød, ris, pasta, kartofter og andre underjordiske grøntsager. Dog virkede det fint for mig med to skiver rugbrød midt på dagen. Kosten har altså mestendels bestået af grøntsager (overjordiske) med mange fibre og/eller proteiner  og iøvrigt et lavt energiindhold. Dertil kommer en ret stor del kød – væsentligt mere end der er godt for den globale opvarmning (sorry). Iøvrigt siger det sig selv at slik og kager er lyst i band. Det samme gælder det meste frugt, dog spiser jeg lidt druer eller andet hvis jeg virkelig har brug for noget sødt. Mørk chokolade og nødder kan også gå an når den lille sult melder sig.

Sidst og allervigtigst skal man have noget viljestyrke. For et tilbagelænet individ som mig er det overvældende motionen der er vanskelig at finde motivation til. Jeg har oplevet at det er nemmest at holde sig igang hvis man dyrker motion HVER dag – ellers er risikoen for at jeg glemmer det i en længere periode simpelthen for stor. En stor del af viljen til at spise sundt skal aktiveres i supermarkedet. Når squash og kål ser lidt triste ud ved siden af de farvestrålende slikposer, så skal man virkelig holde sig i skindet. Når jeg kommer hjem fra supermarkedet går det meget lettere, for så spiser jeg det der er i køkkenet. Så hvis jeg modstod fristelserne i butikken, så kan det aldrig gå helt galt i køkkenet.

Hvis man kan lide sport og den slags, så er det nok lettere at motivere sig til motion. Sport er ikke lige mig, så det er svært. Til gengæld kan jeg godt lide mad og at lave mad, så det har været rigtig dejligt at frådse i alle de lækre råvarer mit køkken er blevet beriget med. Førhen bestod et måltid af standard-ingredienser som kartofler eller pasta plus en smule lækkert tilbehør. Nu spiser jeg kun tilbehøret. Det smager dejligt, det er sundt og man får lidt mere kvalitetstid i køkkenet. Så idealvægt eller ej, så fortsætter jeg nok bare diæten i det uendelige.

Snapshots af landbrugslandskabet

Når man 37 timer om ugen sidder og kigger på orto-fotos, så kommer man jævnligt forbi nogle interessante landskaber. Nedenfor poster jeg nogle af de mest spændende / sjoveste.

Det skal jo ikke bare være kedeligt at pløje marker...

Det skal jo ikke bare være kedeligt at pløje marker…

Sådan forestiller jeg mig at landbrug i Nurn i Mordor ser ud. (Falster)

Sådan forestiller jeg mig at landbrug i Nurn i Mordor ser ud. (Falster)

Fårdrup syd for Slagelse. Meget smuk og velbevaret stjerneudskiftning.

Fårdrup syd for Slagelse. Meget smuk og velbevaret stjerneudskiftning.

Nordøst for Odense finder man dette HC Andersen papirklip. Det giver smil på læben

Nordøst for Odense finder man dette HC Andersen papirklip. Det giver smil på læben

Startet på nyt job

Jeg er blevet ansat i NaturErhvervsstyrelsen. Stillingen er et vikariat med varighed indtil 31/12 2013.
Arbejdet består i kontrol af marker i forbindelse med udbetaling af landbrugsstøtte. Bønderne indberetter deres marker og afgrøder via et web-GIS system. Stikprøver af disse oplysninger bliver hvert år kontrolleret af styrelsen primært via telekontrol i GIS, og eventuelt udtaget til fysisk kontrol i marken.
Arbejdet udføres pt via PD-GIS (reminiscient af Plantedirektoratet) – en tilpasset variant af MapInfo der vedligeholdes af COWI. Kortgrundlaget for telekontrollen er aktuelle orto-fotos (både forår- og sommerserier) samt infrarøde satellitfotos der afslører klorofyl-indholdet af markens plantedække.

mobil web-app

Screenshot from 2013-02-08 23:46:39I december 2012 gik jeg på kursus i den ædle kunst at producere mobile web-applikationer. Web-apps har den store fordel at de er baseret på almindelige web-teknologier som HTML, CSS og Javascript. Dermed kan applikationerne umiddelbart anvendes på alle de forskellige mobile platforme. På kurset hos IT-kompetence anvendte vi frameworket jQuery Mobile, der muligvis ikke det mest avancerede, men det er rart at arbejde med, dokumentationen er god, og kræver ikke mange forhåndskundskaber.

På kurset producerede jeg denne applikation (hav tålmodighed – app’en loader alle kortlagene fra start, så det er rimelig tungt). Den er et remake af de web-præsentationer om de historiske matrikler i København, som jeg tidligere har arbejdet med. Foruden jQuery benytter jeg også javascript-biblioteket OpenLayers – og det er bestemt et bekendtskab jeg kommer til at udvide. Applikationen fungerer fint på en PC, men kort- og app-navigation er optimeret til touch.

(edit: Jeg har deaktiveret to af kortlagene, hvilket dramatisk har forbedret performance. GeoJson laget har problemer med projektionen – laget er placeret sydøst for Nancy, Frankrig)