Vestermarksvej

Vestermarksvej 1

Else Grøndahls hus, matr. nr. 47a
Huset var oprindeligt et fæstehus under Klarupgård.

Med lidt usikkerhed har følgende været fæstere af huset:

? Niels Christensen

1802 Simon Thomsen, døde 1830 62 år gammel. Var gift med Anne Nielsdatter, datter af den forrige fæster.

1829 Peder Madsen, gift med Maren Hansdatter, døde 1883 85 år gammel

Huset blev købt til selveje i 1883 af Hans Chr. Andersen. Det blev handlet en del gange sidst i 1800 tallet. Else Marie Grøndahl købte det i 1912 af en Ane Marie Jensen, der havde haft det siden 1894.

Ane Marie Jensen og Else Marie Grøndahl stammede fra Mou og var søstre. Else Marie Grøndahl havde været møller kone ved Høstemark Mølle.

Ved folketællingen 1901 ses både Ane Marie Jensen, ugift og strygejomfru og Else Marie Jensen Grøndahl at bo i huset sammen med Else Maries søn og en logerende Anthon Jensen.

Else Grøndahl døde i 1946 og hendes arvinger solgte huset til mekaniker N. Krogh Nielsen. Denne solgte bl.a. også benzin (fra 1968) og reparerede cykler. I 1987 købtes huset af L. A. Byg, der byggede 3 rækkehuse på stedet.

Vestermarksvej 3

Gården var tidligere fæstegård under Klarupgård.

Gården har formentlig haft disse fæstere:

Søren Sørensen og Michel Hansen?

1743 Jens Michelsen Kragh døde 1759, 7212

1759 Michel Jensen Kragh, søn af Jens Kragh, 7312

1767 Niels Andersen døde ca.1782

1782 Lars Henriksen, både Niels Andersen og Lars Henriksen var gift med Anne Justdatter

1815 Thomas Madsen

1837 Søren Nielsen Rytter, døde 1842

1842 Anders Nielsen Rytter

Søren Nielsen Rytter var gårdfæster i Storvorde, da han blev gift med Kirsten Marie Pedersdatter fra Sejlflod i 1837. Søren Nielsen døde 1842, 38 år gammel. Enken Kirsten Marie Pedersdatter giftede sig igen med Anders Nielsen Rytter, der blev ny fæster.

Anders Nielsen Rytter købte gården til selveje i 1852. Han døde også tidligt, i 1859, og enken giftede sig 3. gang med Jens Chr. Sørensen (søn af Søren Mikkelsen og Maren Jensdatter), der fra 1860 var ejer af gården.

Christen Nielsen Melgaard købte gården i 1889.

Det nuværende hus er ifølge ois.dk bygget 1908.

Januar 1909 mageskiftede Christen Nielsen Melgaard med sin fætter Christen Jensen Larsen, der således kom til at bo på gården.

Fra 1911 var Christen Dahl ejer og efter hans død i 1933, hustruen Helga.

Helga Dahl boede på stedet indtil sin død i 1977. (Ejendomsforholdene er vanskeligt overskuelige da, mat. nr. 6a og 16a var måske sammenhørende og der var også tilknytning til Else Grøndahls hus, Vestermarksvej 1).

Arvingerne beholdt gården indtil 1983. Jeg formoder at udlængerne først blev revet ned efter Helga Dahls død.

Martin Kaasgård: ”Går vi tilbage til Vestermarksvej boede der her en Chr. Dahl. Stuehuset er bygget omkring 1915. Gården blev udstykket i 1960 og udstykningen er det vi i dag kender som Smedevænget og en del af Rødageren.”

Se fæstebreve til Jens Michelsen Kragh og Michel Jensen Kragh på Else Melgaards hjemmeside: www.else.melgaard-jensen.dk/fdb

Vestermarksvej 4

Matr. nr. 48b

På stedet , hvor Vestermarksvej 4 ligger i dag, har der fra gammel tid været et husmandssted med matr.nr. 48. Peder Pedersen Handskemager fæstede dette i 1837. Han var fra Storvorde født i 1806. Han og hustruen Else Margrethe Andersen boede i huset ved folketællingerne til og med 1880.

Huset blev købt til selveje fra Klarupgård i 1890 af Søren Pedersen. Matr.nr. 48b blev udstykket i 1891 og købt af Jens Peter Larsen. En Chr. Peter Sørensen ejede stedet inden bager Hans Th. Seidelin købte det i 1898. Hans Seidelin var født i Hals 1870 og hustruen Birthe var født 1879 i Skibsted ifølge folketællingen 1921. Her ses han at være indrejst til Storvorde i 1885. Han byggede det nuværende hus i 1898 og drev bagerforretning herfra indtil 1924, hvor bager Anton Christensen købte huset. Se Seidelins erindringer her: https://www.poulerikkristensen.dk/gratis-boeger/

Anton Christensen var fra Vraa i Hjørring amt. Hustruen Anine var fra Saltum ifølge folketællingen 1930 opslag 25.

Martin Kaasgård: ”Det næste vi kommer til er Storvordes første bageri. Det blev bygget i 1898 af en der hed Seidelin, så siden kom bager Christensen til, som havde det i mange år. Edith og Villy Hansen købte bageriet omkring 1960 og byggede derefter et stort flot bageri på Vandværksvej og solgte det gamle.”

Vestermarksvej 5

Dette hus var første lægehus i Storvorde. Grunden blev udskilt fra mat. nr. 2a i 1919. Første ejer var Købmand Ravnborg. Gårdejer Søren Mark overtog det i 1925. Han og hans familie ses boende i huset ved folketællingen 1925. Han ses i denne folketælling at være født 1873 i Veggerby. Hustruen Anna Kathrine i 1881 i Tornby. Mon det er ham, der har bygget huset? Det ses i ois.dk at være bygget i 1931? Han solgte Søndergården i 1925. Søren Mark levede 1873 til 1954 og hustruen Kathrine Mark 1881 – 1954.

Læge L. P. Nørgård købte huset i 1934.

Martin Kaasgård: ”1934 kom Storvordes første læge til byen, doktor Nørgård og hans kone Hjørdis. De var læger begge to og meget afholdt og de gjorde meget for byen. Doktor Nørgård var sognerådsformand under krigen en periode.”

Charles Christensen skriver i Sejlflod kommunes historie bind 3 side 164 om læge Nørgård: ”Der går megen snak om læge Nørgård. Han var dygtig men han havde sin egen måde at behandle patienterne på. Han foretog engang en tandudtrækning på trinbrættet af sin bil og mange er kommet over store smerter af nogle piller, han gik rundt med løse i sin stortrøjelomme. Hoste kunne han også kurere med øjeblikkelig virkning ved hjælp af noget rødt pulver. Nørgård udviste stor godgørenhed mod folk i små kår , både i form af gode og billige råd og ved at give dem penge til medicin. Han sled sig selv op for andre.”

Vestermarksvej 7

Tofthøjvej 7Brønnumsminde

På stedet har inden 1825 været en præstegård. I Lokalhistorisk forening for Sejlflod kommune nr. 13, 1991 har Ove Paulsen berettet om en grønlandsmissionær i Storvorde præstegård, Denne Rudolph Friederich Lassen (født i Alta i Finmarken 1760) og hans familie boede her i Storvorde Præstegård i perioden 1798 til hans død i 1811 (af Tyfus). Han havde op til 1798 været grønlandsmissionær i en lang årrække.

I Storvordetiden offentliggjorde Lassen 2 artikler i Fallesens Theologiske Maanedskrivt 1807, Den ene er en prædiken og den anden er om skoleforholdene. Ove Paulsen redegør detaljeret for begge artikler og supplerer selv med skriftlige kilder, der omhandler skolen i Storvorde bl.a tilbage i 1700-tallet.

Vel i forbindelse med at Storvorde sogn blev sammenlagt med Klarup-Romdrup sogn, blev gården solgt til Harbo Brønnum i 1826. Ved folketællingen 1850 kaldes gården forrige præstegaard. Harboe Brønnum ses her at være 55 år født i Taars sogn, Hjørring amt. Hustruen Agathe Kirstine Lundsgaard var 46 år og født i Nibe. I husstanden er også 6 børn, alle født i Storvorde og 4 tjenestefolk.

Efter Harboe Brønnums død i 1875 blev gården udstykket. Niels Christensen Høegaard købte matr. nr. 2d. Datteren Petrine købte huset her i 1877. Ifølge ois.dk er det nuværende hus bygget i 1875.

I Sejlflod Kommunes historie bind 2 side 130 står der: ”Sejlflod og Storvorde havde fælles skolelærer indtil 1825, men da Storvorde dette år kom ind under Romdrup pastorat og Sejlflod under Gudum pastorat, blev skolelærerembedet ligeledes delt i to.

Skolelærerembedet i Sejlflod blev tildelt et stykke jord af den nedlagte præstegård i Storvorde”.?

Næste ejer fra 1915 blev pensioneret lærer Mathias Svenningsen. Han ses i folketællingen 1921 at være født i Idstrup i 1874. Hustruen Martine var fra Gudumlund. Han havde huset til sin død i i 1939. Hustruen fortsatte med at bo i huset? Han var lærer ved Sejlflod skole fra 1910 til 1915.

Gårdejer Korfits Andersen ejede huset fra 1947 til sin død i 1984. Det blev herefter købt af Joan Marie Bøgsted.

Oluf Christian Fog Brønnum blev forpagter på Gudumlund og hans datter Marie Agathe Hansen har skrevet ”Gudumlund, erindringer fra livet på en større nordjysk gård ved århundredsskiftet” fra 1967. Her fortæller hun også om tanterne i Storvorde.

Vestermarksvej 8

På stedet har været en gammel fæstegård under Klarupgård. Eluf Mikkelsen har skrevet om gårdens tidlige historie. Se denne under menupunktet “Tidlig gårdhistorie”.

Den sidste fæster på gården var Mogens Jensen.

Ved folketællingen 1840 ses det, at Mogens Jensen er 33 år og gaardmand. Hans kone Anne Catrine Pedersdatter er 43 år. En datter Karen Marie Pedersdatter på 14 år bor hos dem sammen med 2 tjenestefolk og aftægtsmanden Lars Larsen og dennes kone Anne Simonsdatter.

Mogens Jensen blev den første selvejer på stedet. Han købte det i 1866.

Allerede samme år blev ejendommen købt af Niels Sørensen, som var gift med Karen Marie Pedersdatter formentlig datter af Mogens Jensen og hans hustru, som blev boende i et aftægtshus ved gården.

Sofus Kjær købte den i 1883 og havde gården til 1897. Han og hustruen Helmine ses da også at bo i Storvorde som gårdejere ved folketællingen 1890 med 3 små børn. Ifølge ois.dk er hovedbygningen opført i 1892 og sidebygninger i 1943 og 1964.

Peter Vinther Christensen ejede ejendommen fra 1897 til 1906. Han ses i folketællingen 1901 at være født i Vester Brønderslev i 1853. Hustruen Kirstine Rasmussen var fra Storvorde født i 1848.

I 1906 blev ejendommen købt af ejendomshandler Johannes Mortensen. Ved folketællingen 1921 betegnes Johannes Mortensen som ejendomshandler og fra Aaby. Han bor sammen med hustruen Kirstine og børnene, Sofie, Niels Madsen, Mette Marie, Aage Bernhard, Edit og Asta samt en tjenestepige.

I 1913 udstykkede han ejendommen. Matr. nr. 23a med det meste jord blev udskilt til, hvad der i dag kendes som Solvang, Tofthøjvej 26. Han beholdt selv matr. nr. 23e her på Vestermarksvej. Han døde i 1923, 40 år gammel. Hans enke, Kirstine Nielsine Sørensen blev boende på stedet, fra 1929 gift med Jacob Stubberup Jacobsen.

Samme år handledes huset imidlertid med 3 gange. Cementstøber Carl Marinus Jensen, gift med Mette Johanne Jensen Melgaard overtog stedet i 1931. Carl Jensen døde i 1965. Firmaet blev drevet videre af Johanne Jensen og hendes søn Bent Jensen.

Cementstøberiet lukkede først i 80’erne. Ejendommen blev afhændet i 1983. Carl Jensen levede 1903 til 1965, Johanne Jensen 1908 til 1999.

Martin Kaasgård skriver om stedet: ”Videre kommer vi til Vestermarksvej 8, hvor ejendomshandler John Mortensen boede. Der havde været jord til gården, men det var solgt fra. Omkring 1930 blev den solgt til Johanne og Carl Jensen, der startede et støberi, som lavede sten til tag og mur, og de havde på samme tidspunkt en lille grusgrav oppe sydvest for Johan Nielsen.”

I dag er der en VVS-forretning i bygningerne. Nuværende ejere har haft stedet siden 1995.

Vestermarksvej 10

Sæbehuset, matr. nr. 50c

Oprindeligt lå der her et fæstehus under Klarupgård.

Bud på fæstere:

Niels Gademand, døde 1792

1792 Anders Nielsen Buch, kan være søn af Niels Gademand. En Niels Jensen Gademand og Karen Andersdatter Buch er forældre til en Anders fra 1757. Han blev gift med Mette Nielsdatter 1792, døde 1799.

1800 Hans Andersen, ægtede enken, døde 1826 72 år gammel

1829 Lars Mogensen alias Lars Nielsen? Gift med Ellen Marie Pedersdatter. Parret boede i huset til

det blev købt til selveje i 1873 af Niels Peter Poulsen.

I 1879 købte Christen Verner Christensen det. I 1895 er ejendommen delt op i 2 parceller, nr. 50a og 50c. Christen Verner sælger da 50a til en Niels Peter Andersen. Det er i øvrigt i 1895 at Christen Verner køber gården, Nørkærsvej 8, men han beholder åbenbart 50c til 1912, hvor den sælges til en ejendomshandler J. P. Nielsen.

Herefter handles huset med 5 gange indtil 1918 (bl.a. murer Hans Jensen, der har haft huset fra 1917 til 1918), hvor det overtages af en Jens Laursen. Han ejer det herefter indtil 1941, hvor det overtages af murer Jens Sørensen.

Ved folketællingen 1921, ser det ud til at der bor 3 husstande i huset (ingen af dem er Jens Laursen). En af dem er murer Jens Sørensens. Han stammer fra Tolne ifølge denne folketælling og er født i 1888, indrejst fra Vadum i 1916. Det er i Jens Sørensens tid at huset kaldes sæbehuset. Ved opslag i tingbogen på AO ser det ud til, at Jens Sørensen havde ejendommen til sin død ca. 1977 og at hustruen Hjørdis? Havde den indtil 1984.

Martin Kaasgård skriver om sæbehuset: ”Der var en lille forretning med tobak, cigaretter, skrå og meget andet og yderligere 3 lejligheder. Foruden ejeren boede der ”Vaske-Marie” og en dræningsmester Frisberg. Murer Sørensen startede folkedanserforening i Storvorde”.

Huset blev revet ned 1987. I ois.dk kan det ses, at det nuværende rækkehus med 3 ejerlejligheder er bygget i 1987.

Vestermarksvej 11

Matr. nr. 51

Huset ses i ois.dk at være opført i 1850.

Det har været et fæstehus under Klarupgård indtil 1854

Af fæstere kan nævnes:

1816 Søren Larsen havde indtil dette år været gårdfæster på gården Vestermarksvej 12. Da Søren Larsen i 1818 døde, giftede hans enke sig med Jens Jensen Handskemager. Han druknede imidlertid i Storvorde Å i 1820. Derefter bliver Karen Sørensdatter gift i 1822 med Niels Christian Poulsen, bødkermester

1819 Jens Jensen Handskemager

1822 Niels Christian Poulsen

1829 Knud Pedersen Juul

I 1854 blev stedet købt af Jens Christensen Præst, svigersøn til den hidtidige fæster Knud Pedersen Juul.

Ved folketællingen 1850 ses at bo i huset: Jens Christensen Præst 35 år og født i sognet. Hustruen Maren Knudsdatter var 32 år og også født i sognet. I husstanden var også 3 børn og hendes far Knud Pedersen Juul 66 år og også født i sognet.

Jens Christensen døde i 1902. Hans far var Christen Andersen Præst.

Jens Christensen solgte stedet i 1890 til Søren Pedersen, der havde det indtil 1914. (Han bestyrede herefter en ejendom på Nørkærsvej 7)

Søren Pedersen var født i Klarup. Ifølge folketællingen 1901 5/6 1863, Hustruen ses her at være født i Storvorde 25/9 1866 og de har i 1901 6 børn.

I 1914 blev huset købt af Niels Peter Nielsen, der ejede det til 1980.

Ved folketællingen 1925 ses han at være fra Storvorde født 1885, Hustruen Gertrud var født i Hellum i 1888, hvor også deres ældste barn Anton var født i 1912.

Vestermarksvej 12

Vestermarksvej 12Gården har været kaldt Gregers Nielsens gård og havde tidligere mtr. nr. 22.

Eluf Mikkelsen har fundet ud af det manglende link mellem fæsterne Søren Larsen og Jens Nielsen Kjærgaard da der her mangler et fæstebrev. Se hans beskrivelse heraf under menupunktet”Tidlig gårdhistorie”.

Liste over fæstere i tiden under Klarupgaard:

1688 Peder Christensen Melgaard

1709 Anders Pedersen Melgaard Født: Omkr 1679, Romdrup, gift med Else Knudsdatter 1710 i Storvorde kirke, død. 1735.

1725 Søren Larsen

1756 Søren Hansen Bentsen

1770 Hans Sørensen Bentsen gift med Anne Christensdatter Hoegaard

1782 Søren Michelsen gift med Anne Christensdatter Hoegaard

1797 Niels Larsen gift med samme

1802 Søren Larsen gift med datteren af gården Karen Sørensdatter

1816 Jens Nielsen Kjergård

1818 Jørgen Nielsen

Den første selvejer på gården var Jørgen Nielsen der købte den til selveje fra Klarupgård i 1827. Hans søn Niels Jørgensen overtog gården i 1849. Denne fik ikke selv børn men havde ved folketællingen 1890 2 plejebørn, Anton Zink og Niels Peter Nielsen, begge fra Sejlflod. I 1894 overtog plejesønnen, Niels Peter Nielsen, gården. Han var gift med Karen Marie Justesen fra Nørgård. Dette par ses boende på gården ved folketællingen 1901, han født 1872 i Sejlflod og hun født 1870 i Storvorde. Hos dem bor Niels Jørgensen født i 1822 og 5 tjenestefolk.

Gården blev solgt til Gregers Ole Julius Nielsen, der kom fra Sønderøxe i Brovst sogn. Gregers Nielsen købte gården beliggende på den anden side af vejen, matr. nr. 7a i 1902. Han og hustruen Maren Kirstine Jensen blev gift i Storvorde 1904.

Imidlertid brændte denne gård i en voldsom brand, hvor også Melgaard brændte i 1908. Denne brand er udførligt omtalt i Aalborg Amtstidende 5/11 1908. Gården udbrændte og blev ikke genopbygget, men han købte i stedet denne gård, matr. nr. 22 og drev herefter begge gårde.

Gregers Nielsen døde i 1916 kun 40 år gammel. Hans hustru Maren Kirstine Jensen førte ejendommen videre. Hun døde i 1965. Sønnen Lars og dennes hustru Ida overtog gården i 1958. Mens moderen levede og boede på gården, boede Ida og Lars Nielsen Vestermarksvej 22 (Vestermarksvej 22 har siden 1938 været ejet af Marinus Nielsen og Ole Nielsen ejere af Melgaard) eller Skolevej 1? Ida Nielsen var fra 1980 ejer af halvparten af huset, Skolevej 1 og eneejer fra 1987. Lars Nielsen døde i 1969 og Ida Nielsen i 1993. Gården er stadig i familiens eje. Arne og Palle Nielsen, sønner af Ida og Lars Nielsen overtog stedet efter deres mor i 1977.

Gården er omtalt i J.C.B.la Cours Danske Gaarde, 2. Samling og i

Danske gårde i tekst og billeder, bind 2

Se om Peder Christensen Melgaard på Else Melgaards hjemmeside: www.else.melgaard-jensen.dk/fdb

Vestermarksvej 13

Den gamle brugs i dag matr. nr. 7f

På stedet har der tidligere ligget en gammel gård med matr. nr. 7.

Hermed nævnes nogle af fæsterne med lidt usikkerhed:

1756 Michel Hansen(den unge), blev gift med Anne Michelsdatter 1731, de døde 1758 og 1774.

1760 Peder Christensen gift med Malene Michelsdatter. Han døde samme år. 4350

1760 Anders Jensen Krag blev gift med enken 4530

1779 Knud Mikkelsen gift med Mette Knudsdatter 6321

1799 Jens Mikkelsen Krag

Det var Jens Mikkelsen Krag, der juli 1827 købte gården til selveje fra Klarupgård.

Jens Mikkelsen Kragh blev født I 1766 og døde 1839. Hans forældre var Michel Jensen Kragh og Margrethe Jensdatter, der var fæstere af gården Vestermarksvej 3. Han var gift med Mette Christensdatter født på Melgaard.

Jens Mikkelsen Kragh efterfulgtes på gården af sønnen Jens Jensen Krag i 1837. Denne var gift med Ane Andersen. Ved folketællingen 1860 ses de sammen med 2 døtre, Mariane og Jensine, husfaderens bror Christen og 3 tjenestefolk

Ane Andersen drev åbenbart gården videre fra 1863, hvor Jens Jensen Kragh døde og indtil 1873, hvor den blev købt af en svigersøn Niels Christian Jensen Heins, der var gift med Jensine Jensen Krag.

Gården købtes i 1902 af Gregers Ole Julius Nielsen, der kom fra Sønderøxe i Brovst sogn. Denne gård brændte i 1908 i en voldsom brand og blev ikke genopbygget. Branden er omtalt i Aalborg Amtstidende 5/11 1908. Han købte gården overfor, i dag Vestermarksvej 12 i 1909 og han og hans familie vedblev at eje begge gårde. Gregers Nielsen døde i 1916 kun 40 år gammel. Hans hustru Maren Kirstine Jensen førte ejendommen videre. Hun døde i 1965. Gården forblev i familiens eje mange år endnu. Arne og Palle Nielsen, sønner af Ida og Lars Nielsen overtog stedet efter deres mor i 1977. Familien solgte i 1914 en parcel til Storvorde og Omegns Brugsforening. Den nuværende bygning er ifølge ois.dk opført i 1913. Der blev herefter drevet brugsforretning på stedet indtil 1981.

1981 har huset købt af Edvard Lindberg Johannesen, der har solgt gamle ting i butikken.

Se fæstebrev til Jens Michelsen Kragh på Else Melgaards hjemmeside: www.else.melgaard-jensen.dk/fdb

Vestermarksvej 14

Matr. nr. 19h

Grunden blev udskilt 1897 fra Matr. nr. 19a, huset blev først bygget i 1916.

Lods A. Hansen og skipper N. P. Hansen, begge Hals, ejede stedet fra 1907. Murer Chr. Christensen købte det i 1918, mon han kan have bygget det?

Rasmus F. Larsen ejede huset i perioden 1922 til 1935. Han og hans familie ses i folketællingen 1925. Han skulle være født 1862. Hustruen Margrethe var født i Biersted 1863. Det samme var datteren Katrine i 1905. Sønnen Emil fra 1918 var født i Struer.

Christen Nielsen Meldgaard og hans familie havde det fra 1935 til 1939, hvor Kristen Møller købte det. Kristen Møller og hans hustru Andrea havde drevet Mølbakgård indtil dette tidspunkt. En datter Agnes Møller ejede huset fra 1951 til 1987, hvor den nuværende ejer kom til.

Kristen Møller levede 1868 til 1945, Andrea Møller 1874 til 1963 og Agnes Møller 1900 til 1986. Alle tre er begravet på Storvorde kirkegård.

Vestermarksvej 15

Vestermarksvej 15Fra ca. år 1700, måske tidligere, og indtil 1827 var Melgaard en fæstegård under Klarupgård.

Se Eluf Mikkelsens omtale af gården under menupunktet “Tidlig gårdhistorie”.

Af fæsterne kan nævnes:

1719 Jens Pedersen Højgaard (ca. 1673 – 1731) gift med Anne Pedersdatter Eeg.
Se tydning af fæstebrev: http://www.else.melgaard-jensen.dk/fdb/1556.htm

1733 Poul Lauritsen Glad gift med Mette Jensdatter (1708 – 1785) datter af gården. Han døde efter få år.

1756 Christen Nielsen Koch blev gift med enken dette år. Poul Glad og Mette Jensdatter havde en datter Anne Povelsdatter (1737 – 1780), der blev gift med Christen Christensen Melgaard (1726 – 1794) i 1760.

1759 Christen Christens Melgaard. Han var måske den første på gården, der bar navnet Melgaard. Han var født på Abildgaard, søn af Christen Pedersen Melgaard og Voldborg Laursdatter og han og hans hustru drev gården Melgaard i 34 år.
Se Else Melgaards omtale med tydning af fæstebrev og skifte:
http://www.else.melgaard-jensen.dk/fdb/343.htm

1794 Jens Christensen Melgaard (1768 – 1837) en søn gift med Kirsten Christensdatter

Det blev Christen Nielsen Melgaard (1795 – 1859), der som 32 årig frikøbte gården i 1827 og som samme år blev gift med Anne Jensdatter. Han var søstersøn til den tidligere fæster, Jens Christensen. Hans forældre var Niels Justesen og Valborg Christensdatter Melgaard. Christen Nielsen frikøbte også en anden gård i Storvorde i 1852, nemlig en nabogård til den nuværende Vingården.

Christen Nielsen Melgaard og hans hustru fik 9 børn og især de 4 ældste sønner, deres familier og deres efterkommere kom til at præge Storvorde i årene frem. Den ældste søn Niels Christensen Melgaard købte ovennævnte nabogård til Vingården af sin far i 1857. Året efter giftede han sig med Karen Sørensdatter, der havde gården nord for kirken, den gård, der senere betegnedes P. Herreds gård og som har været væk i mange år. De to gårde blev altså lagt sammen og blev nok den største gård i byen på det tidspunkt.

Den 2. ældste søn, Jens Christensen Melgaard ejede en gård fra 1856 til sin død i 1908, i dag Tofthøjvej 3, som han i øvrigt i 1859 udflyttede til Hassinghave 34. Blæsenborg, blev gården kaldt på dette tidspunkt. Af hans børn kan nævnes Niels Jensen Melgaard, der på sine ældre dage boede Skolevej 3.

Den 4. ældste søn var Jens Christian Christensen Melgaard, der i perioden 1867 til 1889 ejede Dyndagergård, hvor Klementparken er i dag. En søn af ham og dennes børn drev en gård på Dyndagervej i mange år.

Den 3. ældste af Christen Nielsen Melgaard og Anne Jensdatters børn var Lars Christensen Melgaard (1831 – 1914), gift med Mette Jensdatter Kragh, der drev gården Melgaard i 40 år fra 1859 frem til 1897. Deres datter Marie Larsen, gift med Niels Peter Larsen Lundsteen, var en årrække gårdmandskone på Møllegården også en af de betydende gårde i byen på den tid. En anden af hans døtre, Mette Johanne Larsen, gift med Poul Henriksen overtog Dyndagergård efter hendes farbror i 1889 og de og deres børn ejede denne gård i ca. 70 år.

Deres søn Christen Jensen Larsen (1872 – ?)var ejer af Melgaard fra 1897 frem til 1908, hvor han mageskiftede med sin fætter Christen Nielsen Melgaard (født på P. Herreds gård som søn af Karen Sørensdatter og Niels Christensen Melgaard). Det var i Christen Nielsen Melgaards tid, at der blev optaget en omtale af gården i J.C. B. la Cour: Danske Gaarde 2. Samling, 1906 -1915 (?).

Christen Nielsen (1861 – 1936) og hans kone Ane Justesen var på gården 28 år fra mageskiftet i 1908 til 1936.

Søren Marius Jensen, Storvorde, den gamle karetmager, har i Sejlflod kommunes historie 1841 – 1970 bind 3 side 147 fortalt: ”På gårdejer Chr. Melgaards mark var der en bydam, hvor vi skøjtede om vinteren. Nu, i 1981 er stedet bebygget med parcelhuse, og gadenavne som Justavej, Petravej og Karensvej er opkaldt efter Chr. Melgaards døtre”.

Efter Christen Nielsens død overtog sønnen, Søren Nielsen Melgaard gården. Efter mindre end 2 år mistede han imidlertid livet ved en trafikulykke. På grund af ulykken blev det Søren Melgaards søster, Justa Melgaard (1902 – 1988) og hendes mand Marinus Nielsen (1905 – 1986) der kom til at drive gården.

Det gjorde de i 27 år indtil 1965, hvor sønnen Ole Gregers Nielsen tog over. Han og hans kone Sinne Hagelskjær drev gården som de sidste landmænd på gården til 2007 altså i 42 år.

Vestermarksvej 16

Vestermarksvej 16Krogården eller Storvorde Hus. Der er stadig denne inskription på huset : Storvorde Hus Anno 1858 – 1917

Fra gammel tid har der på stedet været en fæstegård under Klarupgård

Her nogle af fæsterne:

1756 Christen Jensen Høgaard og Mette Lauridsdatter Nørgård

1771 Jens Christensen Hoegaard (1741 – 1818), gift med Karen Sørensdatter

1809 Christen Jensen Hoegaard

Christen Jensen Høgaard og hans hustru Kirsten Villadsdatter var stadig gårdfolk på gården i 1850.

Gården blev selvejergård i 1853. Det var Niels Christensen Høegaard, en søn, der købte den fra Klarupgård. Han må være død i 1888, da enken Karen overtog gården. Hun solgte den videre samme år til sønnen Jens Christian Nielsen Høegaard.

Ved folketællingen 1880 ses Niels Christensen Høgaard at være 68 år, gårdejer og gæstgiver. (At han er gæstgiver ses også ved folketællingerne 1860 og1870). Hans hustru Karen Jørgensen er 52 år. de har to børn og et plejebarn boende samt 5 tjenestefolk.

Tilsyneladende blev gården udstykket i 1897. Matr. nr. 19a udflyttedes til Markvej 151. Jeg har fået fortalt, at udhusene flyttede med.

Det ses ved folketællingen 1901 at Christian Høigaard, hustruen Maren Nielsen samt hans mor Karen Jørgensen bor matr. nr. 19. Det er da på Markvej. Gården på Markvej overtog Johan M. Nielsen i 1908 og han efterfulgtes på gården i 1943 af sønnen Andreas Nielsen.

Storvordehus med matr. nr. 19f blev solgt til Jens Christian Nielsen i 1897 af Jens Christian Nielsen Hoegaard. Allerede i 1898 blev huset solgt igen til N. P. Andersen, der solgte til Brugsforeningen for Storvorde og Omegn i 1902. I 1913 overtog en tømrer Jens Chr. Jensen Kjærgård , F. Christensen i 1917, Charles Christensen i 1919, J. P. Johansen i 1924 og Algy Ebberfelt Johansen i 1942 stedet.

Ved folketællingen 1901 er ejendommen beboet af en Jens Peter Olsen, født 1872 Hyllinge sogn på Sjælland. Han benævnes gift husfar og foreningsvært. ( I 1901 ses N. P. Andersen at bo i matr. nr. 50a?) Brugsforeningen har været i ejendommen i tidsrummet 1902 til 1913. Ved folketællingen 1911 ses huset at være beboet af uddeler Jens Bendsen fra København med familie og murer Christian Christensen og hans hustru Mette Kirstine.

I 1921 er huset beboet af Marius og Kirstine Vinther og deres 4 børn samt fodermester på Kærager Laurids Larsen, hustruen Marie og 4 børn.

Se fæstebrev til Jens Christensen Høegaard, forældrenes skifte, m.m. på Else Melgaards hjemmeside: www.else.melgaard-jensen.dk/fdb

Vestermarksvej 17

Matr. nr. 8e

Grunden blev udstykket fra gården Melgaard i 1898 og huset blev bygget af murer Carl Magnus Jensen (i 1900 ifølge ois.dk). Dennes barnebarn Søren Marius Jensen, der voksede op i huset, fortæller i Sejlflod Kommunes Historie 1841 til 1970 bind 4 s. 147 om sin barndom i huset.

Ved folketællingen 1901 ses nævnt Karl Jensen, murermester, født 1839 i Storvorde, hans hustru Rasmine Jensen født 1861 i Klarup og 6 børn, der er født i henholdsvis Aalborg, Klarup og Storvorde.

Carl Magnus Jensen havde huset til sin død i 1939, hvor det blev overtaget af sønnen vognmand Carl Otto Jensen. Jeg mener der herefter var vognmandsforretning på stedet i en del år.

Carl Otto Jensen levede 1896 – 1967 og hustruen Martine 1905 til 1961.

Martin Kaasgaard: ”I 1926 fik vi den første vognmand, han hed Carl Jensen. Den første lastbil var en 2tons bil, men kort tid efter købte han en 4 tons bil. Han havde meget at køre ved landmændene og forretningerne. Efter krigen overtog en søn forretningen og den kører stadig.”

Vestermarksvej 20

På dette hus’ plads har der tidligere været et fæstehus under Klarupgaard med matr. nr. 60.

Lars Nielsen Kiergaard, tidligere fæster af P. Herreds gård indtil 1784, har formentlig fra da af været fæster af dette hus. Han døde i 1796. Herefter giftede Peder Jensen fra Clarup sig med Lars Kiergaards enke, Anne Jensdatter og overtog fæstet.

I 1825 overtog Niels Larsen Krag fæstet af huset efter moderen Anne Jensdatter. Ved folketællingen 1834 betegnes han som skoflikker og er 45 år, hans hustru Ane Kirstine Christensdatter også 45 år var fra Sejlflod, de blev gift her 1816. I husstanden var også deres søn Christen Nielsen 9 år og hans mor Anne Jensdatter 77 år

Denne familie boede i huset ved folketællinger til og med 1860.

Første selvejer af matr. nr. 60 var Niels Hoegård, Vestermarksvej 16, hvis skøde er udfærdiget 1873. Fra 1888 var ejeren sønnen Jens Chr. Nielsen Hoegård.

I realregisteret for matr. nr. 60b, 19i står der, at dette hus måske er hus nr. 5 i samme register. Under hus nr. 5 står der, at huset er opført på gadejord (smedie og beboelse) og at huset skal være opført af smed Peter Kibsgaard uden adkomst. I ois.dk står der at huset er opført i 1877. Peter Kibsgaard flyttede dog først til Storvorde efter datteren Marens fødsel i 1886. De boede da i Ejdrup sogn. Peter Kibsgaard døde 1897, 35 år gammel. Samme år købte enken Marie Kibsgård huset. Ved folketællingen 1890 kan ses ægteparret og deres 3 børn, Jens Christian Jensen, Maren Kibsgaard og Christian Kibsgaard.

Denne familie boede nu i huset i en lang årrække. Jens Chr. Jensen købte huset i 1930 og Kristian Janus i 1941. Elma Kibsgård, datter af Maren var medejer af huset kortvarigt inden sit giftermål med Marius Melgård i 1941.

Kristian Janus Kibsgaard havde huset til 1965, hvor det blev købt af kedelpasser Viggo Kaas Jørgensen.

Martin Kaasgård skriver: ”På modsatte hjørne boede Jens, Christian og Elma Kibsgård med deres mor, et sted, hvor alle børn fra byen kom meget. Jens var en dygtig skrædder og Kristian var fisker og jæger samt hjalp til på gårdene.”

Vestermarksvej 21

Matr. nr.13d

Huset skulle være opført 1877?, jeg synes det ser nyere ud!

Huset blev købt af skrædder Jens Pedersen Baag af Jens Chr. Sørensen fra Møllegården i 1886. Denne havde huset til sin død i 1912. Han var gift med Mathilde Amalie Pedersen, der døde 1893 33 år gammel

Murermester Carl Jensen havde huset fra 1912 til 1919. Det blev da købt af Inger Marie Larsen.. Entreprenør J. Chr. Mortensen købte det i 1925, murermester Hans Jensen i 1931, fhv. restauratør Chr. Nielsen i 1933 og Chr. Rold i 1937.

Denne hjemmeside har oplysninger om familien Rold og Carl Jensen:

http://orum.eu/genealogy/placesearch.php?psearch=Klarup%2C+Klarup%2C+Fleskum&tree=tree1

Mariane Rold gift Johansen ejede huset fra 1957.

Vestermarksvej 22

Det nuværende hus er bygget i 1936, men også før den tid har der ligget et hus på stedet. Det blev bygget af smed og husmand Jens Sørensen i hvert fald inden 1834. Han havde ikke tinglyst adkomst på grunden. Sønnen Søren Jensen, der også var smed købte huset i 1852. Han døde allerede i 1856. Fra 1857 var ejendommen kortvarigt ejet af Niels Christensen Høegaard indtil tømmermand Peder Jensen Juul købte den i 1861. Denne Peder Jensen Juul blev ved folketællingen 1860 betegnet tømrer og dannebrogsmand. Han blev gift med Mette Marie Madsdatter. Peder Jensen solgte ejendommen i 1875 til broderen Hans Christian Jensen Juul. Denne købte matr. nr. 35 m.fl. i 1875, så måske kan Peder Jensen stadigvæk have boet i dette hus mens Hans Chr. Jensen boede i sit andet hus på nuværende Fælledhaven.

Hans Christian Jensen døde ca. 1912 .

I 1927 blev jorden, matr. nr. 64a og grunden med huset matr. nr. 64b delt. Efter 1912 har huset været ejet af ejerne af gården Melgaard.

Vestermarksvej 23

Matr. nr. 13c

Huset er ifølge ois.dk bygget i 1900. Hvis det er, må der have været et hus tidligere på grunden eller grunden kan have været ubebygget? Detaillist Niels Nielsen, købte grunden af Jens Chr. Sørensen fra Møllegården 1886. Han havde samme år solgt Vestermarksvej 32 til sin bror Jens Chr. Nielsen, se denne adresse.

TD Eriksen mageskiftede med Niels Nielsen i 1892. Næste ejer var Johan Pedersen fra 1894. Denne ses at bebo huset i 1901.

Har der i huset her været et af byens første bagerier? Hans Thorvald Seidelin, der ses at være bagersvend hos Johan Petersen i folketællingen 1890, indrettede fra 1898 bageri på Vestermarksvej 4.

Johan Pedersen blev gift i 1892 og fik børn. Denne mageskiftede med Claus Johannesen i 1908. Måske rejste Johan Pedersen da fra byen, da han ikke ses i folketællingen 1911.

Claus Johannesen solgte samme år til Anton Rasmussen. Chr. Christensen købte huset i 1909, tømrer Svenning Chr. Andersen i 1911, Jens Chr. Andersen i 1919, Jacob Stubberup Jacobsen i 1920, Chr. Jensen i 1920, entreprenør Jens Chr. Mortensen 1924, agent Jens Chr. Eriksen i 1930. Han havde det til sin død i 1942.

Herefter ejede Storvorde Kommune huset fra 1942 til 1965! Ejerne efter den tid var eternitarbejder Bøghe Holdensgaard fra 1965, frk. Ellen Margrethe Højer Holdensgaard 1966, Inge Lasorella 1993 og Arne Nielsen i 1995.

Vestermarksvej 24

Matr. nr. 29c blev bygget i 1877 og om- og tilbygget i 1972! Udhuset i 1966.

Huset og et tidligere hus på grunden har hørt ind under Klarupgård. Første kendte fæster var Christen Sørensen, gift med Anne Madsdatter. De var fæstere af huset indtil 1784, hvor datteren Anne Christensdatter og hendes mand Christen Madsen overtog fæstet. Jacob Christensen overtog fæstet af huset efter faderens død i 1829. Han og hustruen Ellen Nielsdatter og deres børn boede i huset i en lang årrække. Han døde i 1880 som 85 årig og hun i 1887 som 88 årig. Hun døde dog ikke i huset.
Datteren Maren Jacobsen var gift med murer Jens Peter Nielsen Sort. Han kan måske, hypotetisk have bygget det nuværende hus!

Lærer Rasmus Rasmussen købte matr. nr. 29 fra Klarupgård i 1886. Han udstykkede sin grund i flere parceller i 1896 og da huset her er det ældste på grundene, går jeg ud fra det har været ”Huset” på matriklen.
Rasmus Rasmussen solgte altså huset i 1896 til Thyge Møller Thygesen.

Ved folketællingen 1901 ses Thyge Møller Thygesen at være tømrer og snedker, født i 1872 i Storvorde. Hustruen Ane Marie var fra Mou født samme år. I husstanden er også 2 lærlinge, 3 børn og uldstrikker Nicolaj Nielsen.

Herefter har huset ofte skiftet ejere: A. Andersen Wittrup, mageskifteskøde 1903, Martin Lyngby 1903, Mads Chr. Madsen 1904, Chr. Jensen Larsen 1907 mageskifteskøde, smed Jens Jørgensen Braxen 1907, Jens Laurits Lassen 1908, Alfred Nielsen 1914, Marius Chr. Poulsen 1914, Georg Bentzen 1918, a/s Ellidshøj grusgrav 1935, Henry Bøgh 1936, Harry Lausten 1940, Thorkild Henry Jensen 1941.

Kontrolassistent Marius Andersen købte det i 1944 og havde det i mange år. Han drev længe et cykelværksted og reparerede radio- og fjernsynsapparater.

Vestermarksvej 25

Matr. nr. 13b

Grunden blev udstykket fra matr. nr. 13 i 1885. Ifølge ois.dk er huset bygget i 1852, så det må altså være bygget mens det stadig hørte under Møllegården.

Anthon Madsen købte det af Jens Chr. Sørensen i 1886 og havde det til 1908. Han købte matr. nr. 58d i 1893 og herefter var de to grunde forenede.

I perioden 1908 til 1920 blev huset handlet med 7 gange.

Enke Kirstine Jensen købte det i 1920 og havde det til 1940. Ved folketællingen ser det ud til at en familie Christensen også bor i huset.

Holger og Gerda Sørensen blev gift i 1921 og boede formentlig herefter i huset hos Gerdas mor, Kirstine Jensen. De gjorde det i hvert fald i 1925 og 1930.

I realregisteret står der, at 1940 fik fru Gerda Sørensen f. Jensen, skifteadkomst til huset.

Gerda Sørensen havde huset indtil sin død i 1988.

Holger Sørensen levede 1898 til 1963 og Gerda Sørensen 1900 til 1988.

Vestermarksvej 26

Huset har matr. nr. 13i og skulle være bygget i 1902. Grunden blev udstykket fra 13e og 29a. Grunden har muligvis ændret størrelse, i hvert fald matrikelbetegnelse gennem årene.

Ejeren af matr. nr. 29a, Jørgen Nielsen solgte stedet i 1914 til N. P. Viberg, tømrermester A. F. Kjærsgaard købte huset ved auktionsskøde i 1917 og solgte det samme år til A/S Ellidshøj Grusgrav.

Fru Johanne Margrethe Nørgård havde det fra 1928 til sin død i 1980. Hendes arvinger beholdt det til 1988, hvor det blev overtaget af Aase Kristensen

Christen Nørgaard (fra Vigen) levede 1892 – 1976 og Margrethe Nørgaard 1893 – 1980.

Vestermarksvej 28

Matr. nr. 13q

Grunden blev udstykket fra matr. nr. 13e i 1921, hvor huset også blev bygget ifølge ois.dk. Første ejer var Hans Jensen, der havde huset til 1928, hvor det blev købt af Lauritz Peter Bech. Han døde allerede i 1929, men enken Anna Bech blev boede i huset til sin død i 1935. En søn købmand Anker Bech solgte det i 1935 til Fhv proprietær Thomas Bjørnbak, der havde det til sin død i 1946 4/9.

Gårdejer Hans Krebs købte huset i 1947 og havde det til 1964, hvor det blev købt af Poul E. Hammer.

Vestermarksvej 30

Matr. nr. 13s

Huset er bygget 1929.

Grunden var en parcel fra matr. nr. 49a og 13e.

Murermester Hans Jensen købte stedet af Carl Jensen i 1929 (hans far?), så det er sandsynligvis ham, der byggede huset. Han solgte det 2 år efter til Søren Chr. Sørensen. I 1937 blev huset købt af Rentier Carl Andreas Johansen Duun, der havde det til sin død i 1940. Snedker Markus Lassen havde huset fra 1940 til 1943.

Ølbrygger Peder Martinus Christensen havde huset i en længere periode fra 1943 til sin død 1962. En datter? Gunhild Sørensen havde herefter huset til Morten Bach og Helle Brinkmann overtog det i 1993.

Vestermarksvej 32

Matr. nr. 13f

I realregisteret står der om huset: ”7 fags hus opført på lejejord af 13a, lejekontrakt på 50 år indgået 1876 af Niels Nielsen”. Niels Nielsens bror Jens Chr. Nielsen købte huset i 1886 af broderen og overtog samtidig lejeretten af grunden. Omtalte Niels Nielsen havde 1881 købt naboejendommen matr. nr. 58 af sin far Niels Andersen. Broderen Jens Chr. Nielsen købte også denne ejendom i 1885. Begge brødre ses i folketællinger at have været købmænd. Se omtalen af Vingaardsvej 14. Mon det er dette hus, der har huset en købmandsforretning?

En Jens Peter Christensen ejede huset på den lejede grund fra 1890 til 1899. Anthon Madsen købte huset i 1899 og grunden i 1904. Han tilkøbte matr. nr. 16e i 1906 og i 1921 matr. nr. 49e.

Anthon Madsen ejede huset på den anden side af Vestermarksvej, nemlig nr. 25 fra 1886 til 1908. Ved folketællingen 1911 er angivet mtr. Nr. 8d? (Vestermarksvej har muligvis ikke været som nu på det tidspunkt, så Anthon Madsens ejendom kan have ligget samlet)

Anthon Madsen døde som 73 årig i 1928 og hustruen Magdalene i 1935.

Det nuværende hus er bygget i 1936 efter at Mariane Madsen havde overtaget efter sine forældre i 1935. Hun havde huset til 1977. Ragna Søkjær Nørgård og Anna Nordholm købte det i 1977 og havde det til 1991.

Vestermarksvej 36

Vestergården

Vestergården har matr. nr. 16d. Den blev udstykket fra matr. nr. 16a i 1906. Ifølge ois.dk er det nuværende stuehus bygget i 1900 og udbygningerne er bygget i 1947. Den må altså være udflyttet i år 1900 eller før, formentlig før.

Indtil 1906 har den haft matr. nr. 16 eller 16a. Denne gård lå før udflytningen på Clementsvej 5, se denne. Se også Eluf Mikkelsens beretning om Vestergaards tidlige historie under menupunktet “Tidlig gårdhistorie”.

Følgende uddrag af tekst, der er sakset fra ” Bogen om Himmerland” fra 1958 handler sikkert om denne gård?:

”Mit hjem var en gård på 88 tønder land og fæstet fra Klarupgård, men blev købt 1870. Min fader flyttede den ud i 1873, da byggede han stuehus og lade, og 74 da byggede han bedre fløjhuse. Stuehuset det lå mod syd, ud til landevejen, og en jævnt stor have foran.”

Teksten er trykt på den lokale dialekt og skulle være fortalt af Johan Nielsen, Storvorde. Niels Christian Sørensen fra gården matr. nr. 16a havde en søn ved navn Johan M. Nielsen, der blev født i 1879.

Niels Christian Sørensen døde 26/5 1906 som forhenværende gårdejer og lægdemand.

Et interview med Niels Chr. Sørensens yngste datter, hvor hun fortæller om sin barndom, er set på Aalborg Stadsarkiv:
Direkte link til dette arkivalie:
http://www.aalborgstadsarkiv.dk/AalborgStadsarkiv.asp?Link=851-01A3266

Martin Kaasgård forbinder Johan Nielsen med Vestergården i sit skrift om Storvorde: ”Videre kommer vi til Vestergård, hvor Johan Nielsen er opvokset. Han købte en gård af Hågard, som lå oppe på bakken ved Markvej. Senere blev Vestergård overtaget af Niels Melgård og Anne (en søn fra Melgård) og en søn har den i dag.”

Ifølge realregisteret mageskiftede Niels Chr. Sørensen gården med Christen Madsen i 1902. Ifølge skødet, mageskiftedes der med en ejendom, Dalgasgade i Aalborg! Gården blev solgt i 1904 til Ole Peter Olsen, der også ses at bo på matr. nr. 16 ved folketællingen 1906, opslag 50.

Den næste ejer var Christen Jensen Larsen (16d, 16a, 16e). I denne ejers tid blev gården udstykket.

Bl.a. matr. nr. 16d (Vestergården), ses at være frasolgt matr. nr. 16a i 1906. Under både matr. nr. 8a og matr. nr. 16a står der dette i realregisteret:

”Ifølge bevilling af 28/11 1906 er det tilladt at matr. nr. 8a og 16a maa sammenlægges paa vilkår at Kg. Skatter og Panthavere og andres rettigheder blive uforkrænkede. Matr. nr. 8a og 16a anføres som samlet ejendom.” I nov. 1908 ophæves det ovenfor nævnte.

Første ejer under matrikelbetegnelsen 16d var smed Søren Chr. Martinus Steffensen, der købte gården i 1906.

Ved folketællingen 1921 ses det at han er født i Manstrup, Hjørring amt i 1873. Han flyttede til Storvorde 1897. Hustruen Martine var fra Biersted sogn og var flyttet til Storvorde i 1895.

Steffensen var ejer af gården indtil 1923. Han kom til at eje i hvert fald dele af gården fra 1924.

I 1930 overtog familien Nielsen Melgaard gården og samme slægt har ejet den siden.

Niels Nielsen Melgaard, der overtog Vestergården i 1930 blev født i 1896 som søn af Christen Nielsen Melgaard og Ane Justesen der havde Melgården fra 1909.

Vestermarksvej 38

Matr. nr. 16g og 16i

Ifølge ois.dk er ejendommen opført i 1919.

Parcellerne blev solgt fra Matr. nr. 16a i 1909 af Chr. Jensen Larsen. Første køber var skomager Søren Andersen. Han solgte stedet videre til Lars Peter Martinus Pedersen samme år. Denne havde stedet til sin død i 1932. Mon han blev kaldt Krag? Ifølge folketællingerne boede han på ejendommen i alle årene sammen med hustruen Else Marie fra Mou.

Johannes Georg Simonsen havde ejendommen fra 1933 og Marius Melgård fra 1945. Han begyndte at udstykke parcelhusgrunde midt i 60’erne.

Martin Kaasgaard: ”Går vi videre, kommer vi til en lille gård på venstre hånd, hvor der boede en ved navn Krag. Siden kom der en Simonsen og senere kom Marius Melgaard. Den blev udstykket som den første i Storvorde (Vestermarken).”

Vestermarksvej 45

Matr. 13g har tidligere hørt under gården, der på et tidspunkt blev kaldt Møllegården og som i dag kendes under navnet Korfits Andersen gård. Gården er omtalt i Danske Gaarde, 2 samling. Her ses det at ”Det var Jens Christian Sørensen, der i 1866 byggede en vindmølle og som i årenes løb købte mere jord til ejendommen”. I ois.dk er ejendommens alder angivet til at være1890. I november 1900 overdrog Jens Christian Sørensen sin gård til sin søstersøn Niels Peter Larsen Lundsteen. Det var ham, der i 1911 solgte den lille ejendom til Jens Peter Pedersen. Jens Peter Pedersen drev stedet som landbrug.

I folketællingen 1870 vises den måske første møllebestyrer og hans familie. Han hed Lars Christian Jespersen og var født i Bælum sogn. Hustruen hed Augusta.

Omkring 1876 må Jens Christian Jensen være blevet møllebestyrer og han var det til efter 1906. I 1901 og i 1906 (opslag 49) kaldes han mølleforpagter. Han var i 1890 46 år. født i Torslev sogn. Hustruen Maren var fra Kongerslev.

Møllen har således været i drift til efter 1906. Da Hundsbak Mølle mellem Sejlflod og Storvorde formentlig har været i drift fra 1896, har de to møller altså været der samtidig i hvert fald i 10 år.

Jens P. Pedersen solgte stedet til en Marinus Larsen i 1922, Søren Peter Nielsen købte det i 1923, Niels Christian Nielsen i 1926 og 1933 Laurs Villumsen. Der var så et par ejere mere inden gartner Th. Arnold Thomsen købte det i 1946.

Hugo Thomsen købte ejendommen i 1959. Han var også gartner. Der har været gartneri på stedet, det vides ikke hvor længe, men i nyere tid blev Hugo Thomsen kaldt træskomanden. Han havde et skomagerværksted.

Martin Kaasgård skriver om stedet: ”Der var også en mølle i Storvorde, den lå på hjørnet af Vestermarksvej og Aalborgvej. Møllens ejer var Jens Chr. Sørensen, som blev født i 1825 og døde først i dette århundrede. Til møllen hørte et lille landbrug. Møllen var i drift i mange år, men omkring 1900 blev der bygget en ny mølle oppe på bakken i skellet mellem Sejlflod og Storvorde”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *